235 / 399
Opoffrende og resignert,
Saa det er mer end rørende:
Hun taaler Alt, selv Haan og Tort.
Tit har jeg jaget hende hort
Om Morgenen med Skam og Skænd,
Og
næste Kvæld stod hun igen
Og
nynned udenfor min Dør
Saa kærlig og saa mild som før.
Og hvad var saa den Løn, hun fik?
Et fattigt ledigt Øjeblik,
Som altid ved sit Komme hun
Forvandled til en Glædesstund!
Derfor til Trods for den Estime,
Som
e x o ffic io
jeg maa
Udvise mod min Legitime,
Kan Du vel sagtens nok forstaa,
At hvad hun her har foreskrevet,
Kun slet er hlevet efterlevet,
Og at
p r o fo r m c i
blot den Smaa
Er jaget ud i Overdrevet!
Jeg sad i Aften ganske ene —
Det hænder tit
En Eremit! —
Hvem skulde gøre mig Visit?
Jeg var aldeles paa det Rene
Med Skæbnen om, at uden Gæst
Jeg skulde ende Dagens Fest,
45*