237 / 399
Og Vægtersang
Og Tappenstreg
I livlig broget Hurlumhej —
Fik Blod paa Tand og drømte mig,
Forlokket af en dum Fortælling,
Til Lande, som jeg aldrig saa’,
Men husked i det Samme paa,
At jeg, der neppe mer tør gaa
Tversover Gaden uden Melding,
Bør passe paa min Fantasi
Og „nøjes med min Kres“, hvori
Jeg har det godt og er saa fri
Som nogen anden tøjret Ælling!
Ja, jeg er en uskønsom En!
Det Tøjr, der haler i mit Ben,
Misundes mig af Mange —
Det veed jeg nok, men kort og godt
Nu var Humøret blevet graat,
Min „frie Bolig“ en Cachot
Og jeg en stakkels Fange.
Da nærmed der sig lette Skridt,
Ved Ruden hvisked det „Titit“ —
Det var den Lilles Stemme!
Og saa blev Døren aabnet lidt,
Og gennem Sprækken lød et blidt:
„Titit! Er Degnen hjemme?“ —
Og tror Du, jeg blev hende kvit?