224 / 399
2 1 6
lykket — og han vilde absolut have Digtet med,
n aa r vi kom sammen næste Gang, og oplæse
det som Konkurrencestykke til Storm s Digt.
Det var jo Alt, hvad jeg kunde ønske mig.
Ved den følgende selskabelige Sammenkom st
blev det oplæst og han s ejendommelige Maade
at recitere paa gav det i T ilhørernes Øren en
Kaalundsk Klang, hvoraf det oprindelig ikke
havde Spor.
Formodentlig var det den, der
bidrog mest til, at det gjorde langt mere Lykke,
end det havde fortjent, og vilde have gjort,
hvis det var blevet frem sagt af en Anden og
bebudet som et Debutarbejde af en D ilettant.
Nok er det: a t det fik en Modtagelse, som
om det var en Nyhed fra den allerede da an e r
kendte Digters Haand, og at det vakte en, som
det syntes mig, afkølende Overraskelse, da han
fralagde sig Forfatterskabet og fortalte, at det
var mig, der havde sat Sagnet i Stil.
Uagtet dette Digt — der er blevet optaget
i de senere Udgaver af m ine Digte, fordi det
for mig selv h a r et Slags historisk Interesse —
ikke vidner om ret meget Andet, end at
dets Fo rfatter havde forelsket sig i C h r i s t i a n
W i n t h e r s „T ræ sn its“-Rytmer, trode man, be
stukket af dets lokale Interesse at have opdaget