217 / 399
paa mit Ord til det Yderste, og h an erkendte, at
jeg ikke havde gjort Andet end staaet paa min
Ret — men je g havde saadan en tirrende
?
Maade at sige m in Mening paa — og h a n
var „groh wie en Ochse“, naar han blev hed
i H ovedet, at je g var et ungt M enneske, og
at h a n var en ældre Mand, der havde Hovedet
fuldt af Bekym ringer — og at vi derfor skulde
smage paa denne gamle Rydeshejmer, som han
ikke havde set til i flere A ar — og saa slaa
en S treg over Alt, hvad der var hændt og
sagt igaar!
Ja, naturligvis! Jeg var meget villig til
at skrive Alt, hvad der var passeret mellem os
To, i Glemmebogen. Der var kun Et, som jeg
maatte holde udenfor den, og det var mit Løfte
til Sønnen om, hvad der vilde hænde „næste
Gang“.
Denne Indskrænkning i den gensidige Amne
sti bragte m in Principals buskede Ø jenbryn til
at sænke sig betydeligt, men i det Samme kom
Karlen med Post-Tasken. Denne blev grebet
og aabnet i Hurtighed — det var i Næ rheden
af December Term in! Mens Forpagteren læste
sin Korrespondance, gennemløb jeg to Breve,
der var faldne paa m in Part, — saa akku rat
14
2 0 9