216 / 399
2 0 8
at den Komedie dog vel nu m aatte være ud
spillet, og at jeg i ethvert Tilfælde, dersom
„en anden G ang “ skulde indtræffe, m aatte holde
mit Ord, hvis jeg ikke vilde frask rive m ig al
Respekt hos m ine Elever, der jo nu var vidende
om den Uenighed, der hidtil havde væ ret skjult.
Herom vilde Manden ikke høre Tale, og da
jeg bestem t erklærede, at dersom h an ikke i
dette Tilfælde gav m ig fri Raadighed, m aatte
jeg betragte mig som opsagt, saa løb H eftig
heden i den Grad af med ham, at han had
m ig „gaa P okker i Vold, hellere idag end
im orgen“ — hvilket jeg dog i H enhold til
hans loyale R espekt for trufne A ftaler m aatte
opfatte som Afskedigelse ved H alvaarets Udløb —
eller saa sn art der tilbød sig en anden Plads,
som jeg kunde være bedre tjent med.
Da den hidsige, men rettænkende Mand
havde sovet paa Sagen, lod det dog til, at han
ikke var ganske tilfreds med sin temmelig
brutale Optræden og Resultatet af vort S amm en
stød. Næ ste Efterm iddag efter Skoletiden bad
han mig komme op paa hans Værelse, og nu
var han den rene skæ re Velvilje. H an ind
rømmede, at han satte P ris paa, at jeg havde
taget det Hele saa alvorligt, og at jeg holdt