215 / 399
2 0 7
„Hvorfor schlug Di m in H e in rich ? “ gentog
han med et Næveslag i Bordet, saa alle S k a k
brikkerne i et N u laa væltede mellem hinanden.
Jeg saa atter forundret paa ham, men tav.
„W et Di inte, hvorfor Di schlug h am ? “ —
raabte han næ sten ude af sig selv.
„Nej! Hvordan skulde jeg kunne vide
h v o r f o r han fik de Prygl, som han ik k e h ar
fa a e t? “ — fortsatte jeg saa rolig, som jeg
kunde.
„H ar Di ham inte sch lag e t? “ — spurgte
han, forbavset over Benegtelsen. „H an skrek
ja so, som han hatte en Knif i Halsen. W a t
skrek han denn fo r? “
„Se d e t kan jeg svare Dem paa: H an
skreg for, at De skulde frelse ham fra de
Prygl, han havde fortjent, men ikke h ar fa a e t.“
Og nu fortalte jeg, hvad der v ar hændt, og
spurgte paa J a og Nej, om jeg havde handlet
korrekt eller ej.
Nej! -
Hvad jeg da skulde have gjort?
N aturligvis: overladt Faderen at straffe
Sønnens Uartighed. —
„Med Tykmæ lk og Puddersukker etc.“ —
supplerede jeg og tillod m ig den Bemæ rkning,