214 / 399
2 0 6
ruskede jeg ham dygtigt, saa han fo rstum
mede, løftede S pan sk rø ret og spurgte, om han
nu trode, jeg turde slaa ham ? N u var Modet
kuet, og han klynkede: „Jo, jo, jo ! “
„S aa veed Du d e t til næ ste G ang“ — sagde
jeg — „og saa behøver jeg ikke at vise Dig
det n u !“ —
Dermed v ar det Optrin forbi,
men dets
Følger udeblev ikke. Ved M iddagsbordet var
F aderen ikke tilstede. Hidsig, som han var,
frygtede han for at Uvejret vilde bryde løs,
saa sn a rt han sa a ’ mig.
Lidt efter at vi havde spist, da jeg ovre
paa m it Værelse spillede et P arti Sk ak med
et ungt Menneske, der havde T ilsyn med den
ubeboede Hovedbygning og derfor bar N avnet
„S lotsforvalteren“ — blev Døren slaaet op med
et Brag, og ind traadte m in vældige Principal,
mørkerød i A nsigtet og dirrende a f Harm e.
„H vorfor schlug Di m in H e in ric h ? “ —
raabte han med en Mine, der tydede paa, at
hans Heftighed stod paa Sprængpunktet.
Jeg var belavet paa en saadan Scene og
sa a’ derfor ganske rolig og forundret paa ham,
rystede paa Hovedet, som om jeg ikke forstod
ham , og gjorde saa et T ræ k paa Skakbrædtet.