209 / 399
2 0 1
var det efter hans Opfattelse et lige saa u rokke
ligt Lovbud:
„W enn de K inders blife iinartig, skal man
dem gife Sult-Kur, und wenn d e ’ ikke hjælp,
nichts Anders, som noch m ehr Sult-Kuir!“
D isputten kunde derfor ikke faa anden
Ende, end den, at jeg med alle fornødne F o r
behold vilde forsøge, hvor længe det kunde
ly k k e s, at holde Spillet gaaende under saa
vanskelige Omstændigheder.
Store Forhaab-
ninger nærede jeg naturligvis ikke, men ved
en forsigtig T ilbageholdenhed, der næppe gavnede
Børnene og bidrog ikke lidt til at forøge min
Isolation, lykkedes det m ig dog at undgaa det
uafværgelige Sammenstød i meget længere T id,
end jeg havde haabet.
Der var isæ r tre T ing , som bødede paa
min Ensomhed.
Den første var et temmelig sto rt Bibliotek
paa den ubeboede Hovedbygning. H erfra havde
jeg altid fuldt op af historiske og æ stetiske
Væ rker til A fbenyttelse i m in F ritid , og det
var under m it Ophold paa F arum g a ard , at jeg
fik Lejlighed til at supplere mit B ekendtskab
med de ældre tyske K lassikere, med alle den
romantiske Skoles Væ rker og „det unge T y sk