207 / 399
1 9 9
værste Uenighedspunkt. Det kom først frem i
hans K rav paa, at je g , n a ar Børnene forsaa
sig, skulde overlade Straffen til ham . H erpaa
kunde jeg kun svare, at hvis han strak s havde
fortalt mig, at han vilde gøre et saadan t In d
greb i deres Læ rers Myndighed, vilde jeg aldrig
have modtaget P ladsen, og at jeg endnu vilde
være nødt til at fratræde den, hvis han i p a a
kommende Tilfælde gjorde denne F o rd ring gæ l
dende. H erover kom det til en lang Udveks
ling af vore forskellige Meninger, hvoraf jeg
erfarede, at han — der v ar en brav Lægmand,
som aldrig havde set Salzm anns eller Basedows
Væ rker endsige forset sig paa F ilantropernes
F antasieksperim enter — havde (maaske ved en
for haard Opdragelse) faaet den fikse Id e, at
Børn aldrig m aatte straffes med Prygl. Jeg
søgte at berolige ham med den Fo rsikkring, at
jeg ligesom han afskyede Legem sstraf i alle
de T ilfæ lde, hvor den blev m isbrugt: f. Eks.
for Dovenskab, Uefterrettelighed, Mangel paa
Opmæ rksomhed, S ju skeri, Uorden o. desl. —
og at der egenlig kun var to Tilfæ lde, hvori
jeg betragtede den som baade berettiget og
tjenligst af alle, nemlig for M ishandling af
mindre Børn, hvor den bliver en naturlig Straf,