203 / 399
1 9 5
for mig. Jeg væ rdsatte den ikke højere end
f. Eks. m in Evne til at tegne efter N aturen —
det vil sige: som en lille Fæ rdighed, der kunde
more m ig selv og A ndre, men som jeg aldrig
tænkte paa at udvikle. Det faldt mig lige saa
lidt ind at lægge mig efter M etrik, som at
studere Perspektivregler og Skyggelære. Hvad
skulde vel en A lmuelæ rer med saadan unyttig
Læ rdom? — Det var denne forknyttende Tro
paa det uoverstigelige Maal for m in Stræben,
der stækkede V ingerne paa mine Ønsker og
lærte mig en urimelig R esignation, som siden
udartede til en sentimental Forskruelse.
Min Overraskelse over D igterens an er
kendende Dom om Formen i den ene Romance,
der var skrevet til en temmelig vanskelig Melodi
— han skulde, som det blev m ig fortalt, end-
ogsaa have brugt O rdet: „V irtuositet“ — steg
derimod til Forbavselse. Jeg havde, uden at
ane, at der var nogen ualm indelig Kunstfæ rdig
hed deri, strængt fulgt Musikkens Rytm er og
brugt korte L inier og samme Rim, hvor Øret
fordrede det ved Gentagelse af samme m usi
kalske Figur, og desuagtet undgaaet Benyttelsen
af den sædvanlige Nødhjæ lp: de stødende In
versioner — alene fordi jeg syntes, at det kun
13*