201 / 399
193
Om alle Tanker, livis Mulm omspænder mig,
Alle de Irlys, som Drømmene tænder mig,
Alle de Tvivl, som min Dæmon sender mig,
— Alt hvad „Bekendte“, der ikke kender mig,
Ikke kan taale at høre.
Til Dig, min Ven, kan jeg derimod trygt
Betro min største og værste Frygt:
Jeg frygter for, at jeg ikke er fri
For en sygelig Melankoli:
Du veed, jeg har holdt mig saa temmelig kæk,
Saa sjælden Nogen har sat mig i Skræk;
Men det er netop det, der er Tingen:
Det maa være galt med mit Nervesystem,
For jeg er ligesom Polyfem
Bange for Udejs — for „Ingen“ ;
„Ingen“ som Modstander, „Ingen“ som Ven,
Kun Ingen, Ingen, hvor jeg ser hen —
Selv midt ind i Menneske-Vrimlen!
For mig er de Udejs’er hele Stimlen.
Det er for mig, som jeg saa mig om
I en Ørk, naar d e t kommer over mig,
Rundt om Øde og Daarligdom,
Fortiden spildt og Fremtiden tom —
Bare jeg ikke gaar hen og forlover mig!
13