202 / 399
194
Dette R im brev h a r faaet en sæ rlig B etyd
ning for m ig af to Grunde.
Den første er: at det er det ældste af m ine
m etriske Fo rsøg , som jeg er i S tand til at
opvise.
Den anden er, at det fik en lille H istorie.
Den V en, til hvem det var sk revet, havde en
B ekendt, der af og til kom i D igteren I n g e
m a n n s H us. T il denne sendte han et P a r
Romancer, jeg havde sk rev et, tillige med en
A fskrift af R im brevet (hvis S lu tn ing , ligesom
her, v ar udeladt), og bad h am , om muligt at
faa Digteren til at sige sin Mening om , hvor
vidt de røbede nogen D igterbegavelse eller ikke.
H erpaa kom der kort efter det Svar, '„ a t Inge
m ann havde fundet Rom ancerne saa vel formede,
at de kunde try k k es, hvor som helst, og at
R im brevet viste en Magt over Sproget, som
m an neppe skulde tiltro et ungt M enneske.“
Det er ganske naturligt, at jeg baade blev
overrasket og glad over denne Udtalelse, men
jeg skylder dog mig selv det V idnesbyrd, at
Glæden ikke i m indste Maade gjorde mig ør i
Hovedet eller udklækkede Indbildninger om, at
den S ikkerhed og Lethed, hvormed jeg skrev
Vers, nogensinde skulde faa p rak tisk Betydning