ErikBøghFraMineUngeDage

169

hvis jeg havde vist mig glad og taknemlig

over dette Resultat; men da jeg havde sat mig

i Hovedet, at jeg var forurettet, fordi der ikke

var taget Hensyn til min første Eksamens

Udfald, saa syntes Uretten mig endnu større,

da den andens havde vist, at jeg med saa kort

Frist kunde tage Luven fra Flertallet i den

Klasse, der havde et helt Aars Forspring for

mig, og særlig fandt jeg det chikanøst, at man

ved at medregne Orgelspillet, som jeg naturlig

vis ikke kunde lære i de faa Dage, havde be

røvet mig den Plads, der ellers vilde have til

kommet mig.

Jeg var jo, som sagt, endnu ikke kommet

ud over den Alder, hvori man tillægger alle

formentlige Forurettelser en urimelig Betydning,

og det er derfor let forklarligt om ikke for

svarligt, at jeg nu, da Frygten for at forspilde

den ventede Friplads ikke mere holdt mig til

bage, gav min Lystighed og min Oppositions

lyst endnu friere Tøjler end tidligere. Nu var

jeg kommet i samme Klasse som de to Stu

denter, og blevet Sidemand med den stridigste

af dem, og deres Paavirkning bidrog ikke saa

lidt til at trække mig helt over i Oppositionen.

Den ene af dem — den, som jeg nærmest