172 / 399
164
Vittighed, men kun en Uartighed — for det Andet
var Sammenstillingen mellem Arbejdshestene
og Læsehestene branderagtig — og for det
Tredie mislykkedes det mig totalt ved dette
Udbrud af Harme og Bitterhed at overbevise
min Foresatte om, at jeg var sælig skikket til
at blive en taalmodig, ydmyg og resigneret
Skolelærer — men om jeg end forløb mig i
Desputten, kunde jeg ikke opgive Troen paa,
at Thesis var rigtig.
Dagen efter kom min Onkel kørende for
at hente mig. Han henvendte sig straks til
Forstanderen for at faa at vide, „hvad jeg-
havde gjort“, siden jeg ikke havde faaet den
Friplads, som han efter Eksamens Udfald havde
trot var mig saa vis. Han antog nemlig, at
jeg havde gjort mig skyldig i en eller anden
meget stor Forseelse, og blev næsten forbavset,
da han hørte, at der ikke kunde paasiges mig
nogen saadan, men at jeg kun ved flere Lejlig
heder havde vist en oppositionel Tendens, og
at man sjælden saa’ mig paa Lærestuen.
„Naa, Gud ske Lov, er det ikke Andet!“
udbrød min Onkel. „Naar han hverken har
forbrudt sig mod de ti Bud eller Kristian den
Femtes Lovbog, og faar lige saa gode Karak