606 / 652
598
Pesten 1711—12.
et Tegn paa, at Hjernen er frisk. Næseblod var derimod
et ilde Omen. —
For øvrigt var alle Læger enige om, at det gjaldt om
i Pestens Tid saa vidt muligt at leve sit Liv som ellers,
men dog holde sig mest mulig hjemme og undgaa eller
med Ild og Rør rense den befængte Luft. Det fornem
ste Raad var dog »at fare snarligen bort aff den forgifftige
luct og icke komme for snart igien«.
6.
I Oktober begyndte Pesten at aftage. Der døde vel
i den første Uge henved 1000 og i den anden omtrent 600,
men det var dog en Nedgang fra Septembers ca. 2000
ugentlige Dødsfald. »Sygdommen aftager nu mærkeligt«,
skrev Kommissionen d.
6
. Oktober. Stemningen blev nu
mere haabefuld, men endnu efter at Oktobers første Halv
del var gaaet, døde Syge i Hundredvis om Ugen, og saa
meget tristere maatte disse Dødsfald synes, som man liaa-
bede, Faren snart var forbi. Endnu rullede baade den
store og den lille Sygevogn og alle Ligvognene frem og
tilbage mellem Byen, Lasaretterne og Kirkegaardene. Den
11. Oktober sendtes den store Sygevogn ind til de sørgelig
berømte Sjæleboder for at hente et Restparti af »opbragte
fattige« ud til Pesthuset, og under samme Dato fortæller
en lille Notits i Forhandlingsprotokollen en af disse Hver
dagstragedier, der i al deres Simpelhed virker saa stærkt
ved den tørre Forretningsstil: »Insp. Aalborg melder, at
den gamle Skriver fra Jylland, der var indsendt til Assi
stance, nu er død med Kone og Barn«; — lykkelige Barn,
der ikke som de andre Pestbørn anbragtes i Vajsenhuset,
den saakaldte »Vaniers Gaard«, paa Christianshavn under
Fattigvæsenet.