698 / 795
6 8 6
A rn o ld H e n d in g
mert (i Thit Jensens „Det brændende spørgsmaal“ ) —
o.s.v. — o.s.v.
Mon noget menneske tør paatage sig at udpege 10
eller 12 danske talefilm som værende klimax? Det maa
betvivles. Hvis man henvender sig til dagbladenes kriti
kere, det vil sige, søger at tage et
vue
over samtlige an
meldelser gennem 25 aar — ja, da vil man møde en
uensar te thed
i mange, maaske de fleste af dom safsigel
serne. Og hvordan kan det være andet?
I sit foredrag i 1936 i Studenterforeningen siger dr.
phil. Frederik Schyberg bl. a.: Man skal ikke staa tole
rant overfor al kunstydelse, thi da var man ikke kritiker,
og med kravene til kunst kan der ikke gaas paa akkord.
Men man skal respektere hver genre for sig og bedømme
den efter dens egne og ikke sine private maal. Ikke en
hver elsker af kunst, sagde allerede Lessing, er ogsaa
kender af kunst, ikke enhver, der føler en enkelt præ
stations skønhed, en enkelt skuespillers rigtige spil, kan
ogsaa bedømme alle andres værdi. Den, der har en en
sidig smag, har ingen smag, men er ofte desto mere
partisk. En film , f. eks. „Op med lille Martha“, om hvil
ken det i en overskrift hed: Dansk film skraber bunden,
blev et kassestykke, vel især takket være Helge Kjærulff-
Schmidt, og ofte var det vel solister — som f. eks. Poul
Reichhardt — der bar ellers tvivlsomme optrin til sukces,
og naar det om „Vredens dag“, ved dens premiere i 1943,
hed, at tempoet tog livet af „Vredens dag“, saa vandt den
frem, fordi den, som der blev skrevet, i ondt og godt var
et udtryk for en betydelig personlighed. Der var saa dem,
der fandt Tharnæs-filmen „To, som elsker h inanden“
drivende sentimental — men Henry H ellssen noterede:
Hele landet vil tale om den usandsyn ligt dejlige Bodil
Kjer, og rygtet om hendes skønhed vil flagre ud over
verden. — Men oplagte emner som „En søndag paa