704 / 795
692
H a n s H. F u s s in g
synes at have interesseret sig for en anden dame, Johanne
Kochs i St. Clemensstræde.
Lørdag d. 3. marts sendte Peder tre-fire gange med sine
døtre bud til den ostindiske bådsmand Jacob Nielsen, at
han ville tale med ham. Jacob fik det at vide, da han
kom hjem fra Bremerholin, hvor han arbejdede, og hans
kone E line Hansdatter gik da hen til Peders. Hun forstod,
at det måtte være noget vigtigt, det drejede sig om, for
allerede aftenen før havde Peder og hans datter haft bud
efter hende og manden. Jacob kom nu først, da Peder for
femte eller sjette gang sendte bud efter ham, men så fik
han ved sin ankomst også øl at drikke av en sølvkande.
De fik nu en lang discurs, hvorunder Peder beklagede sig
over den kumpan, der boede hos mester B lasius, og som
hemmeligt havde søgt forbindelse med hans datter, hvad
han mente, at han burde straffes for, „så han aldrig
skulle stå op mere“. Jacob var enig i, at „det ikke var
vel gjort, sligt at have beganget“, og Peder sagde da:
„Kunne jeg få en, der ville klappe ham dicht, for det
han har gjort, da ville jeg betale ham derfor, for han har
det vel fortjen t“. Jacob tilbød nu at give barbersvenden
en livfuld tørre hug, men den vrede datter var ikke til
freds hermed: „Tørre hug hjælper intet, men I skal enten
hugge arme, ben, næse eller øren av ham og ham således
skamfere, at han bliver lemmelæstet“, og hertil ville Pe
der låne ham en degen, hvis han ikke selv havde nogen.
Her er nu en usikkerhed i frem stillingen, da Jacob senere
på Peders spørgsmål i retten erklærede, at der ikke var
blevet tilbudt ham nogen betaling for overfaldet. I al fald
var han villig nok, men han kendte nu ikke barberen, og
Peder foreslog derfor, at Jacob skulle gå over til mester
B lasius og lade sig klippe. Det syntes datteren nu ikke
om, og åbenbart for yderligere at ophidse Jacob sagde
Peder: „Kan det ikke vorde vildere, da skal jeg selv en
gang forklæde mig og give ham så meget, han har behov“.