709 / 795
Nogle k ø b e n h a v n s k e re ts s a g e r f r a C h ris tia n IV ’s tid
ß 9 7
være pligtig til inden sex uger at befri sig efter loven
eller avsone sagen, som han kunne komme overens med
øvrigheden og sagvolderen Nicolaus Regell.
Peder Christoffersen valgte nu det første av de i dom
men fremsatte vilkår, idet han ved appel til Rettertinget
søgte at befri sig for anklagen. Sagen førtes her d. 29.
oktober for kongen og hele rådet, og Peders argumenta
tion var mere ordrig end overbevisende. Han påstod, at
sagen var blevet ham pådigtet av to løse kumpaner, som,
hvis de virkelig havde ligget i mordsti og gjort Nicolaus
Regell sår og skade, hurde de have lidt „execution på
deres liv“. Han mente, at han var for „god og ærlig“ til,
at beskyldningen mod ham for at have indbudt de to løse
fugle fra gaden og trakteret dem, kunne være rigtig, og
herfor forelå da også kun de to fyres usandfærdige ord,
men ingen vidner. løvrigt havde Nicolaus ikke fået „livs
skade“, for han havde ikke lidt noget på „kød eller klæ
der“, men blot m istet sit værge, og det var umuligt, at
der kunne have været noget fjendskab mellem de to
kumpaner og Nicolaus, for de havde senere søgt sam
kvem med ham, indtil de frivilligt lod sig anholde. Peder
klagede dernæst over, at sagen ikke var ført på rette
måde, for den burde have været behandlet ved Bytinget
først, og i Rådstuerettens dom var kun indført hans mod
parts vidner og dokumenter, ikke hans egne. Hele sagen
burde være blevet avvist som en „mummesag“ på grund
lag av løse personers ord, og da han benægtede beskyld
ningen, mente han, at dommen var avsagt av avind og
had og burde derfor omstødes. Senere fremlagde han en
beretning, der „med vidtløftige circumstantier er befat“,
og den refereres ikke i dombogen.
Borgmestre og råd mødte også i retten og gentog
mundtligt og skriftligt indholdet av deres dom, uden at
der dog fremkom andet nyt, end at de to voldsmænd
havde haft „tvende blotte kn ive“ under overfaldet. De