710 / 795
698
H a n s H. F u s s in g
krævede dommen stadfæstet og Peder dømt til at give
dem kost og tæring for unødig trætte.
Endelig mødte Nicolaus og krævede dommen stad-^
fæstet.
Dommen gik ud på, at da det måtte anses for bevist,
dels ved de to kumpaners bekendelse, dels ved en række
samstemmende vidner, at Roluf Lauridsen og Laurids
Christensen havde påtaget sig overfaldet og delvis ud
ført det, og da Peder ikke kunne fremføre andet end sin
benægtelse til støtte for sin avvisning av beskyldningen
for at have anstiftet voldshandlingen, så stadfæstedes
Rådstuerettens dom, og yderligere sku lle Peder betale
borgmestre og råd 10 rdl. i kost og tæring.
Hvordan Peder Christoffersen forligte sig med den
overfaldne barbersvend, kan desværre ikke ses, lige så
lidt som der i byfogedregnskabet findes nogen indbeta
ling av bøde fra ham til øvrigheden, men i al fald mistede
han ikke, som datteren havde frygtet, bo og gods, for
han besad endnu mange år efter sin gård på Gammel
Torv.9
Således som sagen ligger oplyst, kan der næppe være
tvivl om, at Peder virkelig har arrangeret overfaldet, og
at datteren har været voldsom t ivrig for at få hævn over
sin tidligere tilbeder. Når Peder ikke selv strax har taget
fat på Nicolaus, men kun har kunnet tænke sig det som
en sidste udvej,
kan
det skyldes, at han var en ældre
mand, men mest får man indtryk av, at han har villet
dække sig mod ubehageligheder. Nogen helt var han i
al fald ikke.10
Medens dramaets elsker Nicolaus Regell som nævnt
forsvinder til Roskilde og ikke synes at have sat sig yder
ligere sikre spor, kan der oplyses en del om hans mester,
bartskæreren B lasius Møller, der
mu li gv is
har haft et
gammelt modsætningsforhold til sin genbo. I 1623 brugte
en vis Peder Christoffersen grov mund mod mester Bla^-