704
H a n s H. F u s s in g
har forsøgt at købe sig en mand til, og da det ikke av
sagen fremgår, hvordan hele det p inlige forhold egentlig
blev rullet op, kan man måske antage, at det er præste-
enken, der har fået fat i en ende av den. I al fald blev
sagen behandlet for Landemodet i Roskilde, hvor Peder
Eilersen blev endelig „sk ilt“ fra Maren, men yderligere
blev han 22. jun i 1625 dér for sit hele forargelige forhold
med hemmelig trolovelse, løfte på ikke alene tro og love,
men på sjæl, salighed og himmerigspart, for sit snyderi
overfor præsteenken, og fordi han havde sig „slemmelig
og modvilligen forset i et krohus“, dømt fra kaldet og
til at stå offentlig skrifte.
Det var jo en alvorlig sag for Peder Eilersen, og 6. ju li
1625 fik lensmanden på Stegehus kongebrev om, at en vis
hr. Søren måtte lade sig høre og eventuelt blive præst
i Borre,5 men det kom der ikke noget ud av, og 23. sep
tember samme år kom der et nyt kongebrev om, at Chri
stoffer Jensen skulle høres til kaldet.6 Heller ikke han
fik embedet, der blev besat med en kapellan fra Vording
borg Hans Andersen Frederiksborg.7 Det var således ude
lukket, at Peder E ilersen igen kunne få det kald, han
havde m istet, men han opnåede dog 12. ju li 1627 et kon
gebrev om, at han trods sin forseelse igen måtte få præ
stekald, når det kunne ske lovligt efter ordinansen,8 og
i 1630 blev han sognepræst i Hammelev, hvor præsten
Georg Stuhr var død, og Peder Eilersen giftede sig med
formandens datter Dorothea Stuhr og blev i embedet til
sin død 1649.9
Mus og rotte begge to slap lykkelig av kattens klo, selv
om Peder Eilersen kom noget medtaget ud av sit møde
med den, men Maren selv kom heller ikke helsk indet fra
affæren.
Underfogeden i København Christian Esk ildsen tiltalte
9. september 1625 Maren Jensdatter, der kaldes borgerske
i København, med sin lavværge, fordi hun „sig meget




