grovelig har anstillet udi det hun av tvende studenter på
ægteskab har taget breve. . . . Hvorav hendes store løs
agtighed, letfærdige gerninger og ungdoms forførelse kan
erfares“. Han fandt også, at det var „et sønderlig sned og
underfundighed“, at der manglede datering på brevet til
c
hr. Peder Eilersen. Han krævede hende forvist av byen og
fra alle ærlige menneskers samkvem. Maren påberåbte sig
Mentz Christoffersens brev fra juleaften 1619, hvormed
hun mente at være blevet fri for sit løfte om ægteskab
med
ham,
og hun fremlagde et godt skudsmål, hun 2. maj
havde fået ved Københavns Byting av forskellige borgere,
Niels Jensen Halmfisker, Hans Rasmussen Skrædder med
flere, der havde kendt hende både som gift og som enke
og kun vidste godt om hende. Hun prøvede også at vælte
ansvaret for sit andet ægteskabsløfte over på Peder Eiler
sen, der efter hendes frem stilling havde „hende tit og ofte
derom formanet og med søde ord tilbevæget“, og hvad den
manglende datering angik, så havde hun ingen forstand
derpå, da hun hverken kunne læse eller skrive. Brevet
havde hendes sognepræst m. Jacob Hasebart ved Vor
Frue Kirke iøvrigt frataget hende.
Rådstueretten fastslog nu, at det fremgik av det ene
brevs datering og av Peder Eilersens vidnesbyrd om den
tid, han havde haft det andet, at hun faktisk samtidig
havde været trolovet med to i ca.
SVz
år, og desuden
havde hun i mange år været berygtet „og der ud over er-
langt og haft den navn norske collegium“, og hun dømtes
derfor til at rømme København inden 14 dage.
Maren Jensdatter fandt nu med rette, at dommen var
hende „til stor æres forklening, ulidelig foragt og bespot
telse, så og til yderste skade og fordærv“, og især var hun
vred over, at hun var blevet beskyldt for at være berygtet,
skønt der forelå et godt skudsmål for hende. Hun appel
lerede derfor sagen til Rettertinget, hvor den dog først
blev behandlet d. 3. januar 1628, men her opnåede hun
Nogle k ø b e n h a v n s k e re ts s a g e r fra C h r is tia n IV ’s tid
7 0 5
45




