708 / 795
696
H a n s H. F u s s i n g
Peder spurgte, om det nu også var Nicolais kårde, for
„jeg tror det ikke, formedelst der er ikke blod på den“ .
„Ja fader“, sagde datteren, „det er hans kårde. Jeg har
kendt den hos ham før“. Peder sagde da: „Ja broders,
der kan I drikke sex mark på“. Dette avslog de to kum
paner imidlertid, men så rejste Peder sig og drak dem til
av sølvkanden. Datteren spurgte nu, om de havde gjort
Nicolaus nogen skade, men det vidste de to voldsmænd
ikke noget om med bestemthed, „men hvis han fik, det
fandt han“, hvad der formentlig må betyde, at sine klø
havde han selv været ude om. Hverken Peder eller dat
teren var nu tilfreds med dette, for de ville have haft, at
de skulle have skåret næse, mund og ører av ham, så han
fik skamferet ansigtet.
Desværre fremgår det ikke av sagen, hvordan det senere
gik de to bådsmænd, udover at de kom i fængsel og kla
gede over, at Peder havde været årsag dertil. De fortalte
også, at Peder og hans datter havde meddelt dem, at
Peder havde haft fat i Jacob, men at denne „var for b lu“
til at begå overfaldet. løvrigt havde Laurids efter over
faldet fortalt om det til nogle skippere og tjenestefolk,
så han kan ikke have været særlig flov over den historie.
Selv om Nicolaus ikke havde lidt korporlig overlast, var
han naturligt nok vred over overfaldet, og han anklagede
da for Rådstueretten Peder for at have „instigeret, med
listige ord overtalt og tilskyndet“ de to kumpaner, lige
som hans datters „listige practisering, råd og tilskyndelse
. . . tilvejebragte da de to i aftnen udi mulm og mørke på
gaden havde lagt sig i mordsti og med knive overfaldet
ham for at myrde ham, hvad Gud nådelig har avvendt“ .
Da mordet „ikke kunne gelinge“, tog de hans værge, og
han måtte løbe for at redde livet. Sagen kom for Rådstue
retten d. 9. jun i 1627, og her dømtes, at da Peder Chri
stoffersen var hovedmand og tilskynder til overfaldet og
derved havde handlet mod sin borgered, så sku lle han