699 / 795
D et k ø b e n h a v n s k e H o lly w o o d
Amager“ og „E lverhøj“, gode intentioner til trods, seg
nede for kritikernes le og publikums ligegyldighed.
I en artikel for aar og dag siden skriver Jørgen Bast
noget, der er værd at lytte til ogsaa i dag. Han taler om
den provinsielle danske film — saadan som den demon
strerer sig i talefilmens tidsalder — modsat i stum fil
mens, hvor vi ejede noget af verdensvej ret. — Der staar:
Dørene til verdensmarkedet kan de kun undtagelsesvis
presse op. Og videre: Jeg tror simpelthen, at dansk film
er blevet mere provinsiel end dengang. I al simpelhed,
bevares, havde de mænd, der lavede film i glanstiden,
en antydning af verdensmentaliteten, der kunne tilfreds
stille i New York som i Moskva, i Budapest som i Cape
town, mens man i dag hygger sig i en hjem stavnsm en
talitet, der udenfor landets grænser kan virke direkte
komisk, selv hvor vi tror, vi er gribende. Han slutter:
I stedet for at latterliggøre de gamle film s naivitet skulle
man lede efter det, der rakte ud over Bavelse-opfattelsen.
og saa lade det stryge som en frisk vind ind i den lam-
mende provinsialisme. Saa kunne det være, at man fandt
udgangspunktet for et nyt fremstød mod det større
marked. —
Store opgaver ligger og venter paa deres tilblivelse -—
man skylder vel at præstere baade en film om Niels
Finsen og Johanne Luise Heiberg —- men naar planerne
ikke er blevet til mere end notitser i pressen, er det nok
frygten for økonom iske massakrer, der bærer skylden.
Man synes ogsaa, Herman Bang burde være paa reper
toiret, nu hans 100 aars dag stunder til. Man maa vel
iøvrigt erindre sig René Clairs ord: „hvert minut maa
man tænke paa at naa ud til m illionerne — “, og vide,
at for filmens ledende mænd er der noget, der hedder at
gaa paa kompromis. Alligevel er det saare indlysende, at
dansk film ikke bare har en drift imod højere horisonter,