693 / 795
D et k ø b e n h a v n s k e H o lly w o o d
681
Lystspil kan være lavet lige saa rene og være lige saa
paakrævede for publikum som drama. Det er manuskrip
tet, der tæller.
Ved en imposant filmaften i Studenterforeningen i
trediverne sagde Sandberg, at vi maatte lade filmen for
fe inschmeckere
ligge, men der
har
været emner under
vejs, som det maatte være danske producenters pligt at
tage op. Andersen-filmen er uimodsagt et af dem.
Det synes, som om — naar man blader avisernes film
stof fra de sidste 20 aar igennem — at
smert ensbarnet
i
dansk produktion er manuskriptet. Der har været en
evig jammer paa stof, vel at mærke velegnet stof. Man
har søgt de gamle romaner og skuespil: Andersen Nexøs
„Ditte menneskebarn“, Johannes Buchholtz’ „Susanne“
(begge blev velskabte og menneskelige billedbøger) —
og Aakjærs „Livet paa Hegnsgaard“, Skjoldborgs „Ideale
magter“, Jakob Knudsens „Den gamle præst“ og Sven
Langes „En forbryder“ o. m. fl. — men hvorfor har man
kun højst sporadisk benyttet novellen og genren: epi
sodefilmen? Vellykket, ja, mere end det var Arvid Mul
lers „Otte akkorder“ i blændende iscenesættelse ved
Johan Jacobsen.
*
I talefilmens 25 aar er der produceret omkring 300
lange film, af Nordisk og Palladium , og af de senere op
dukkende: ASA og Saga plus Flamingo, der dog kun
tegner sig for et par svagere affærer, m indst heldig
var „Naalen“, skønt Ebbe Rode havde hovedstillingen i
den krim inalistiske forbier. Stumfilmens gamle instruk
tører bærer i halvdelen af perioden deres del af byrder
ne. Gamle Lau Lauritzen maa slippe Fy og Bi efter et
par m islykkede udsendelser, men starter i stedet for tale
filmens dominerende, alsidige, flittigt brugte og ofte
misbrug te star
Ib Schønberg, ligesom samme instruktør
lancerer superhelten, sin egen søn Lau Lauritzen (i den