692 / 795
6 8 0
A rn o ld H e n d in g
hensigter. Sporadisk tegner det vellykkede sig side om
side med det m islykkede, og nu og da er det enkeltpræ
stationer, der hæver sig som en enlig kammertone, der
ved et fejltrin er smuttet fra komponisten. Men større
og anderledes er ingen af os, end at vi, hver gang
noget
lykkedes for dansk film , var taknemmelige, naar ærens
faner bølgede om kunstnerne eller solisten.
Vi undlod gerne at gaa til „Carmen“ paa Kongens Ny
torv for at klæde os i smoking til „Tango“ i Palads
teatret, hvor E lse Skouboe ydede verdenskunst som café
værtinden, eller til „Det gyldne sm il“, hvor Bodil Ipsen
henrev til taarer i en scene, hvor hun fortæller eventyr
ved et lille barns seng ...
En oplevelse var „Den kloge mand“, hvor Carl Alstrup
tilførte historien det sjældne, som hedder sjæl, og saa er
det i dette tilfæ lde en smule ligegyldigt, at enhver kunne
se, at filmen var fotograferet teater.
Vi glædede os over i „Genboerne“, der som film sku f
fede os, at møde Holger Gabrielsen for — desværre —
første og eneste gang, som vi senere frydede os, da vi
mærkede hans haand bag den mørke historie i „Mani“ .
Og en lysning var da ogsaa Illona W ieselmann, der i
Lau Lauritzen sen.s muntre og modne lystsp il „De bør
forelske Dem“ sang Jeppe Aakjærs „Havren“ til guld-
medaille og ærespris; ligesom tankerne mindeglade dan
ser om Herman Bangs „Sommerglæder“, der næppe
rummede een skurrende tone.
Man ved saa udmærket, at dansk film har et alvorligt
handicap i det lille opland. Helst skal en film , for at den
kan betale sig, ses af hele „fam ilien Danmark“. Det kan
ikke bebrejdes nogen producent, at han ikke formaals-
løst øser penge ud til en film, han paa forhaand har d is
konteret som fiasko — men det kan bebrejdes, hvis pro
ducenten bevidst spekulerer i det kram, der kun vil det
ene — at lokke husarerne ind.