687 / 795
Det k ø b e n h a v n s k e H o lly w o o d
675
Poul Reumert i „Lasse Månsson fra Skaane“, der føl
ger aaret efter, giver den fremragende skuespiller anled
ning til stort spil, og i samme sæson henrykker den saa
sjældent filmende Bodil Ipsen i dramaet „Frie fug le“.
Sandberg laver hver sæson to-tre behændige film , men
henter sig i 1923, med Skands’ „Morænen“, den store
kunstneriske sejr for sig selv, sit firma og sine skue
spillere.
Dagens Nyheder betegner den som „en film med noget
af det store drag over sig“, og B. T. skriver: Men afte
nens store oplevelse var dog Peter Malberg som den
aandssvage Aslak, lensmandens stakkels søn.
Forinden Sandberg spiller sit sidste stumme kort ud
— den genopstandne Psilander-film „Klovnen“ — laver
han den smukke, maleriske og handlingsrige „Fra Piazza
del Popolo“ — et kæmpelærred, der viser dansk film paa
toppen af sin formaaen. —
I sommeren 1925 var filmens gamle og minderige val
plads gjort ukendelig. Man var i Rom. Poul Bergsøe (det
var jo over hans faders roman, filmen var bygget) skri
ver i biografprogrammet nogle linjer, som fortjener at
huskes. Der staar: Sandberg har ikke kunne finde bedre
eller mere illuderende skuespillere her i landet, og han
faar 100 pct. ud af deres evner. Jeg ved ikke, hvad jeg
skal beundre mest, de 50 store dekorationer af gader,
broer, paladser, privat-huse, kroer o.s.v., som er blevet
rejst paa Nordisk F ilms areal, og den øvrige blændende
teknik, der naar sit højdepunkt i frem stillingen af Tibe
rens oversvømmelse — eller den træfsikkerhed, hvormed
bogens aand er overført uskadt fra romanen til levende
billeder, paa trods af de ca. 70 aar, der ligger mellem
bogens og film ens fremkomst. Som filmens unge par saa
man Karina Bell for første og eneste gang sammen med
den talen tfu lde svensker Einar Hansson, der klædte