690 / 795
678
A rn o ld H e n d in g
international klasse. Alt er i orden: Motivvalg, manu
skriptudformning, fotografering, lydoptagelse, maske
ring og spil ... — selve slutningen: Kirken, der styrter
sammen, mens orglet bruser, er bogstaveligt taget skrevet
til tale, og lydfilmen udnytter til det yderste dens for
skelligartede virkninger.
Schneevoigt havde til sin raadighed haft sikre og ta
lentfu lde kunstnere som Eyvind Johan-Svendsen, Clara
Pontoppidan, Karin Nellemose, Henrik Malberg og Svend
Methling — og i dramaet „Hotel Parad is“, der maaske
er den mest uforglemmelige af denne instruktørs første
grøde, spiller Karen Caspersen og Eyvind Johan-Svend
sen med saa hensynsløs en ærlighed og saa stor en
kunstnerisk indlevelse, at deres præstationer, ogsaa nu,
saa mange aar efter, staar som toppræstationer i dansk
talefilm s historie.
Det var betegnende for Schneevoigts duelighed, at han
for Nordisk drejer selskabets første dusin film paa stribe.
Saa først kom nye instruktører til.
Det var i hans lystsp il — de fleste m indes han selv
med en lidt sørgmunter glæde — Frederik Jensen og
Liva Weel talefilmdebuterede. I hans store og evnerige
produktion lyser ydermere — mellem lette og halve for
biere — „Champagnegaloppen“ med Johannes Poulsen
og „Fred løs“s bevægende drama.
Der er vel in tet menneske, der tør forlange hverken
af en digter, en maler, en musiker eller en film in struk
tør, at han skal kunne levere p letskud hver eneste gang,
han barsler — og som Schneevoigt
ikke
gjorde det, for
holder det sig, stort set, med hele staben af danske in
struktører. — Set nu bagefter, med kikkerten for det
velvillige øje, synes det, som om dansk film fra dens fød
sel til i dag har været som et barn under for mange
fædres højst divergerende tugt.
H ist klinger det af ambitioner og her af merkantile