683 / 795
D et k ø b e n h a v n s k e H o lly w o o d
671
kelsesværdig blandt den øvrige og tungere produktion
fra 1919 er Holger-Madsens næstsidste danske film
„Flugten fra livet“. Større indsats gøres med Edgard
Høyers „Blade af Satans bog“ i fire effektfulde dele, og
Carl Gandrups „Lavinen“ med Bodil Ipsen og Johs.
Meyer i mesterligt sammenspil. Blom tegner sig for en
film i to dele, „Prometheus“ med Tolnæs og Clara Pon-
toppidan, og Gregers laver seriefilmen „Den flyvende
hollænder“ med Carlo W ieth. Saa er der endelig Sand-
bergs optakt til rækken af D ickens-film . Udover „Uden
ku ltur“ magter han kun i denne sæson at præstere „Vor
fælles ven“, hans inklination for den berømte fortæller,
hvis værker han vilde gendigte. Han lod Skands skrive
de første to Dickens-romaner om for film , de to andre
gendigtninger blev foretaget af svenskeren Sam Ask, der
manglede sin forgængers følsomhed og fantasi. Sandberg
havde endnu en medarbejder, der fik stor betydning for
de heldige resultater: teatermaleren Carlo Jacobsen. Vel
pinte det ofte denne ærgerrige kunstner at se de store
engelske gader, han havde bygget i Valby, gader, som
havde kostet ham maanedlange studier og maaneders
manuelt arbejde, gaa over lærredet i
nogle minu tt er ;
alligevel turde han sige, da hans dagværk med Dickens
var endt, at det havde været hans lykkeligste arbejds-
aar; thi fra det øjeblik, Sandberg rykkede ind som ate
lierernes Napoleon, blev der aldrig set paa, hvad det
kostede, men kun paa eet: hvor ægte man kunde frem
stille billederne. Sandberg vidste ikke alene alt om foto
grafering, men ogsaa om det saa paakrævede at kunne
skabe
atmosfære.
Det var i denne forbindelse ganske
interessant at læse i kritiken af en D ickens-film , at det
maatte bebrejdes instruktøren, at en person i filmen
gjorde brug af gazebind. Det kendte man jo ikke paa
den tid, sagde anmelderen. Men dette punkt var omhyg
geligt undersøgt. Da Dickens levede, anvendte man til