680 / 795
6 6 8
A rn o ld H e n d in g
sen. Saa tidligt som i 1914 optager vi nobelpristageren
Bertha von Suttners „Ned med vaabnene“, aaret efter
Otto Rungs fantasi „Verdens undergang“ og i 1916 „Pax
æterna“ — det var tre storfilm , som ikke saadan lader
sig feje til side som kun underholdningsfilm . I 1918
kommer Karl Emil Franzos’ „Præsidenten“, der heller
ikke kan siges at være servering for „husarerne“. Men
naturligvis sku lle „møllen“ male, og begribeligvis var
meget af det, der leveredes, haandværk og kunst for mas
serne. Men film ens folk har alle dage været trænet i mod
gang. Filmen groede alligevel i vejret, hærdet som den
var i ublidt vejrlig. Men der vil altid — og med rette •—
være velmenende mennesker, der synes, at dansk film
ofte burde have sigtet imod højere maal.
*
Som aaret 1910 var det skelsættende, hvor nye toner
paa kunstens klaviatur blev anslaaet, saaledes maa ogsaa
1919 kunne betegnes som aaret, der indvarslede en ny og
en sidste stortid for dansk film .
I Hellerup har det svensk-finansierede Palladium ind
varslet en epoke, der dog blev døgnflueagtig kort. — Her
laver man under Robert D inesens ledelse bl. a. „Jephtas
datter“ under masseudfoldelse af skuespillermæssig og
balletmæssig bistand — men det lysende foraar slukkes
med den første vinters varsler — og Lau Lauritzen og
Svend Nielsen tager føringen og paabegynder farcepro
duktionen, der snart toner over i de vellykkede salgs
varer med Fyrtaarnet og Bivognen og de berømmelige
Lau-girls udfoldende sig i dansk natur.
Op imod 10 aars produktion af bogstavfilm som „Film ,
flirt og forlovelse“, „Han, hun og Ham let“ og „Ole op fin
ders offer“, underbygger en verdensforretning, der skyl
ler udenlandsk guld ind paa vore kyster.
Det var de to kom ikere — den lange og den lille (en