677 / 795
Det københavnske Hollywood
665
spillere, endsige forfattere, instruktører, fotografer og
dekorationskunstnere nævnt paa forteksterne i biogra
fen — men maaske skal det ogsaa retfærdigvis siges, at
inange heller slet ikke brød sig om at „prostituere“ sig.
Det skulle imidlertid blive ganske anderledes. Har man
ikke senere oplevet ligefrem kapløb om at faa sit navn,
det dyrebare,
paa fortekster og plakater med størst mu
lige typer. Gamle breve taler deres eget sigende sprog om
dette forhold. Man kan opleve at finde skrivelser fra
Laurids Skands (efter manges mening var han vort lands
bedste filmforfatter og tekstleverandør), hvori denne
bohème trygler Nordisk Films ledelse om ikke at glemme
at sætte hans navn paa plakaten til „Bloksaven“, der
skal op paa Panoptikonteatret. Det maa endelig paa ■—
af
forretningsmæssige
grunde! hedder det. Den saa vi
dende globetrotter Svend Gade indsender
anonymt
sin
sukkersøde „Maharadjahens yndlingshustru“ til Nordisk,
der sætter filmen op med Tolnæs og den svenske skøn
hed Lily Jacobsson i hovedrollerne — og hvad sker:
dennne kransekagefilm bliver sukces over al maade. In
gen kunne staa for det stolte tema om kærlighedsmødet
mellem vesten og østen.
Med anderledes brug af reklamens basuner tegner Ole
Olsen i kompagniskab med Michaëlis sig for paterniteten
til „Himmelskibet“ og „Folkets ven“.
Endelig havde Olsen fundet en digter, som helt forstod
sig paa det visuelle.
Utopien „Himmelskibet“, hvorover digteren senere
skriver en roman, her altsaa i den omvendte orden, det
plejede jo ellers at være romanen eller skuespillet, man
byggede en film over, blev en stor og paa mange maader
ødsel film. Banal nu og da, folkekomedieagtig maaske
ogsaa, men rummende store skønheder.
Det var atter her parret fra „Maharadjahen“, der
førte spillet, men med størst glæde vil man dog huske