672 / 795
660
Arnold Hending
Nicolai Johannsen og Alf Bliitecher, sporadisk ogsaa
Gerd Egede Nissen og Rita Sacchetto.
Der var i de travleste sæsoner ikke færre end 12 in
struktører i virksomhed paa een gang, og naar disse, i
f. eks. en sæson som den i 1913, laver 91 film, kan man
tænke sig til, at ikke alle produkter har været rene kva
litetsvarer. Sæsonens clou var vel uimodsagt Haupt-
manns „Atlantis“, der var sikret Danmark for et astro
nomisk honorar — det var jo ogsaa en nobelpristagers
værk, man havde været ude efter, men ellers brillerede
Psilander, nu paa sin berømmelses middagshøjde, i „Lie-
belei“ og „Nellys forlovelse“, og fru Nansen i sin suite
af dramaer, bygget af vore fineste digtere med Sven
Lange, Poul Knudsen og Otto Rung som hovedleveran
dører af stoffet.
Det kan godt være, at det er Betty Nansens Alaine
i „Revolutionsbryllup“ (her sammen med Psilander),
der er den rolle, man husker hende bedst fra, men det
ville være uretfærdigt ikke at minde om den sjældne
divas præstationer i „Moderen“ og „Prinsesse Elena“.
Teaterdronningen mestrede til fulde den stumme kunst.
Maaske var hun lidt for imposant af ydre, men til gen
gæld ydede hun bedre kunst end en række af filmens
udvendige skønheder, der af uberegnelige aarsager saa
sig velplaceret i filmens feberaar.
Hendes
intime kunst
overfløj samtlige de film, hun beærede med sin toilette
pragt og sine taarer, der randt i kostbart pelsværk.
Med dødsensalvor gik hun til sine krævende opgaver
som f. eks. til titelrollen i „Moderen“.
Det er i denne menneskelige historie, hun maa give
afkald paa sin egen lykke for datterens skyld. Man vil
aldrig kunne glemme lykkens lys i hendes øjne, eller
den scene, hvor hun ser, at flokken af arbejdere bærer
hendes elskede bort som død. Og i filmens sidste billede,
da hun erfarer, at hun ofrede sin egen lykke til ingen