666
Arnold Hending
Nicolai Neiiendams fine forskeraasyn. Og Tolnæs og Lily
Jacobsson er ogsaa duettistparret i den moderne „Folkets
ven“, der dampede af revolution paa de valbyske veje og
mellem atelier’erne i mosen! — Men ildfuldt gennemført
i iscenesættelse ved Holger-Madsen. I en anmeldelse hed
det ekstatisk: En festlig og skøn aften, der varslede store
tider for Paladsteatret. Det var en moderne film, ført
frem af ædle motiver og med megen kraft for et bedre
samfund.
Det er i retrospektive artikler set ikke en, men mange
gange skrevet, at Nordisk Film under verdenskrig I
kørte tom for ideer og var i indre opløsning. Det er nu
ikke sandheden. Men sandt er det derimod, at konkur
rencen fra udlandet, især fra Sverige, var blevet
tanke
vækkende.
Vi var herhjemme en smule langsomme til at
opfatte vor besøgelsestid og kørte i overvejende grad paa
rutine. Aage Barfoed, der havde forsynet dansk film med
rige handlinger, — bedst var hans „Korsets vej“, der var
Adam Poulsens farvel til det lærred, der klædte ham saa
godt, men som han ikke yndede at skænke mere end sin
halve kærlighed — fremkom i disse dage med opfordring
til dansk film om at gøre den national, og paapegede,
hvor stort et stof der ventede paa forløsning. Selv den
døveste kunne nu høre, at raabet lød paa
kvalitetsfilm
og ikke bare paa saa og saa mange meter underholdning.
De ledende indenfor Nordisk Film lyttede til de nye
signaler. Man har sikkerhed gennem en skrivelse, der
rundsendtes til firmaets betroede medarbejdere, i første
række instruktørerne. I skrivelsen hed det indtrængende
til dem, at de nu maatte lægge alle kræfter i. Det frem
gik tydeligt af denne henvendelse, at man placerede in
struktørens indsats betydeligt højere end forfatterens,
for det hed med rene ord, at film som Benjamin Chri
stensens „Hævnens nat“ og Alfred Linds „Cirkus Wolf-




