675 / 795
Det københavnske Hollywood
663
i kriminalsager, og mente tillige, at der var marked for
dristige cowboy-film. Paa det sidste punkt tog han smer
telig fejl. Her var det Amerika, der scorede de store
maal. Man husker i denne forbindelse den store misfor-
staaelse „Vestens børn“, hvori Karen Caspersen, der altid
var et fund for en filminstruktør, spillede saa overbe
visende og dristigt — til ingen nytte.
Under den første krig var staben af instruktører ble
vet suppleret med selve Martinius Nielsen, med den iltre
George Schneevoigt og med A. W. Sandberg, der be
gyndte i lystspil — en genre, den nyerhvervede Lau Lau-
ritzen senere saa fortrinligt tog sig af — men det blev
Sandberg, der kom til at betyde fornyelsen.
Man behøver ikke i tavshed at forbigaa hans dæmo
niske serie med Aage Hertel som „Manden med de 9
fingre“ (denne fremragende filmør havde tidligere ydet
stort spil i en anden rystende serie, betitlet „Gar-el-
Hama“), men maa maaske med større glæde mindes
„Mellem de yderste skær“, „Plimsolleren“ og frem for
alle hans „Klovnen“. Det vil velsagtens ikke undre no
gen, at den senere version med Gosta Ekman og nu med
happy ending
og fuldt teknisk apparat i anvendelse, sej
rede stort, men for alle dem, der oplevede Psilander som
Klovnen, vil den gamle strimmel være et mindernes kle
nodie.
Naturligvis hæmmede Verdenskrigen 1914—18 paa
mærkbar maade salget af de danske produkter, men ikke
desto mindre filmede man løs. Freden maatte jo komme
en dag, og det var bedst at staa rustet med en produk
tion, der var klar til at kunne sendes ud. Vore film
betød
noget for mange i det fremmede. Vi fabrikerede ikke blot
sælgelige meter, men underholdning og skønhed til tusin
der og atter tusinder. Hvad betød ikke Psilanders film?
Hans smukkeste var, foruden „Klovnen“, „Fra en anden
bred“ og „Evangeliemandens liv“, og festblussene sluk