676 / 795
664
Arnold Hending
kedes den dag, han i september 1916 forlod det valbyske
areal for at kaste sig over ledelsen af eget selskab i Hel
lerup. Men „Solkongen“, der utvivlsomt havde brændt
sit lys i begge ender, naaede kun at faa optaget nogle faa
meter af sin første film, før døden i marts 1917 over
mandede ham. Stakkels, maaske lykkelige erobrer. —
Psilanders efterfølger paa Nordisk var den flotte nord
mand Gunnar Tolnæs, der allerede havde virket i et par
sæsoner i Valby. Hans eneste konkurrent til tronstolen,
Olaf Fønss, kaaredes i pressen som filmens nye konge
og slog sig ned som direktør og førstekraft i et Hellerup,
hvor der ellers var blevet saa nogenlunde stille. De myld
rende smaa selskaber var næsten alle døde „den van
skelige død“ ; kun fabrikken „Danmark“ aandede i en
afglans af svunden storhed. Det var her, Olaf Fønss
havde startet sin karriere, og det var her, Palle Rosen
krantz havde bearbejdet saa gedigne sager som „Guld
hornene“ og Bocklins „De dødes ø“ med Den kongelige
Ballet i fornem og virkningsfuld aktivitet. Det var en
delig ogsaa ved dette selskab, den daarende Lily Bech
og solodanser Richard Jensen havde udfoldet sig i et for
rygende antal stumfilm. Og endelig var det da ogsaa
her, dansk stumfilms dristigste dame Emilie Sannom
havde udfoldet al sit eventyrlige mod i kriminalistiske
sager. Man vil bl. a. huske serierne „Nattens datter“ og
„Panopta“, der vistnok betegnede et højdepunkt i genren.
Men skal firmaets indsats huskes, bliver det dog for
de film, hvori den lange række af Det kgl. Teaters kunst
nere spillede med, f. eks. „Det gamle spil om Enhver“,
Gustav Wieds „Slægten“ og „Det blaa blod“.
Et par billeder af den kræsne Robert Schyberg og den
yndige Ellen Tegner erindres. Og i et glimt fra „De dødes
ø“ husker man Hakon Ahnfeldt-Rønnes levende ansigt.
Som tidligere omtalt var man i filmens fire første aar
ganske ukendt med — modsat nu — at se filmens skue