HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række

Det københavnske Hollywood

667

sons sidste galaforestilling“ sejrede stort udelukkende

paa instruktørernes kvaliteter.

Skrivelsens appel virkede. Man behøver bare at løbe

produktionen fra 1917—19 igennem for at overbevises

om, at

tonen

var en anden. Der fremkommer naturligvis

ikke mesterværker, fordi man appellerer til fantasien og

sliddet i en rundskrivelse — lige saa lidt, som man tryl-

ler mesterværker frem, fordi man etablerer manuskript-

konkurrencer — men i dette par aar, inden kursændrin

gen helt er foretaget med Dickens-filmene og de faa an

dre opgaver — i stedet for samlebaands-filmene — dette

skete fra 1919 — drejedes film, som ogsaa fik de kræs

nes anerkendelse.

Det er sandt, at en film som kassesukcessen „Fjeld

pigen“, drejet i Norge af Schnedler-Sørensen, var folke

komedie, men den rangerede højt som underholdning, og

det var ubetinget et fint spil, der bragte Sandbergs „Kær

lighedens almagt“ de mange publikums-points, ligesom

det ikke var lidt af en bedrift at sende Gunnar Sommer-

feldt til Island og dér lade ham indspille Gunnar Gun-

narssons „Borgslægtens historie“.

Paa tre maaneder var filmens to dele indspillet. Da

instruktøren vendte hjem, og man spurgte ham om ud

gifterne, svarede han: Er 174.000 kroner for meget, naar

hede kilder, lavasandflugt, karavaneoptog paa 70 heste,

otte telte og en nyopført bygning samt 1000 indfødte

medvirker? Premieren fastslog, at dansk film havde

vundet nyt land.

Der er ikke nogen som helst grund til at fortie, at

dansk film fra 1910—16 var blandt de bedst spillede i

verden. Vi havde fortræffelige historier at bygge paa,

fine skuespilkræfter at sætte ind paa alle pladser og ud

mærkede instruktører — selv om vi manglede en kunst

ner med geniale evner — bortset fra Benjamin Christen