674 / 795
662
Arnold Hending
nytte, for dér kommer jo datteren glædestraalende hende
i møde med sin forlovede — i dette billede siger Betty
Nansens øjne alt om sorg og glæde i et smerteblandet nu.
Efter hendes første filmrolle hed det: Der er grund til
at vente sig noget betydeligt af hendes kunst-film •—
det var en „profeti“, hun indfriede. Hun kom til filmen
for ogsaa dér at lære og erfare, og filmens billedskabende
fordring var en ny mulighed for hendes enestaaende ev
ne, et nyt krav om koncentration.
Det hed virkelig i et af dagbladene, da dr. phil. Karl
Mantzius lod sig engagere, at man nu mente, at den for
nemme kunstner var inde paa et vildspor, og i Politiken
hed det: Som filmskuespiller berøver han i virkeligheden
sig selv det fineste og fornemste af sine virkemidler,
sproget, som han behersker med saa stor virtuositet. —
Saadan saa man paa filmen i 1914.
Mantzius filmede maaske ikke i det lødigste repertoire,
og maaske klædte filmens optiske kunst ham heller ikke
100 procent — men han
virkede
— ikke alene ved sin
personlige autoritet, men ogsaa ved sin kunstneriske
noblesse og sin fantasiskabende evne. (Man mindes ham
fra Zolas „Penge“). Man kan godt, de mange aar efter,
se, at han, ligesom Schanche, mest virkede i salgsvarer
— men han var med til at skabe respekt om en kunst,
der var i vedvarende modvind fra toneangivende kredse.
Mantzius udtaler selv til pressen: at kinematografien
under alle omstændigheder vil gaa sin gang fremad, ind
til den har naaet at gengive skuespillerens kunst hørligt
og synligt paa een gang. — Dér forudsagde kunstneren
talefilmen!
Det er ingen overdrivelse at paastaa, at Ole Olsen
sværmede for de saakaldte „greve-film“ med deres ydre
pragt og med flotte helte og heltinder i lykke og kvide
— men altid med heldigste udgang før finis:
I love you!,
men han saa ogsaa, at der var kommercielle muligheder