670 / 795
658
Arnold Hending
saakaldte piratfirmaer, lyspunkter. Det var interessant
at møde selve Bjørn Bjørnson i „Gøglerblod“, at se
Strindberg-skuespilleren August Falck spille aandfuldt
op til den debuterende Bodil Ipsen, at skue Ingolf Schan-
che i det aarhusianske arrangement „Proletar-geniet“ og
møde Ellen Price de Plane i Edgard Høyers „Den farlige
leg“.
Søren Nielsens fabrikata er det saa godt som uden
interesse at drage frem. Men Frederik Jensen kom kuri
øst nok til netop at filmdebutere hos denne forunderlige
autodidakt, der saamænd ogsaa formaaede at overtale
Carl Alstrup til at spille og iscenesætte noget gyseligt
kogsammen. Gerda Christophersen stod paa nippet til at
falde for Søren Nielsens overtalelse, men veg tilbage.
Skal man huske en enkelt eller to af denne mands leve
rancer til børn og barnlige sjæles underholdning, maa det
vel blive den vemodige „Skæbnens dom“ og Zolas „Nana“
med selve Holger Reenberg, som ikke alene spillede ho
vedrollen, men ogsaa, i et forspil, greb med en scene fra
hans Casino-triumf „Faldgruben“. —
Danmarks første vovehals Einar Zangenberg tog scep
tret i Hellerup og iscenesatte med sig selv som første-
kraft en lang række udmærket underholdende billeder
— det var ogsaa ham, der havde det mod at lave stor
krig paa villavejene, hvilket resulterede i den nervepir
rende „Adrianopels hemmelighed“, med rig anvendelse
af papkanoner og flyvemaskiner — og et andet sted paa
Hellerupkanten virkede Rosenbaum en kort tid som chef.
Men her ønskede man at lave film med højere adresse.
Husker man meget andet end „Luftskipperen“ med Na
thalie Krause og Adam Poulsen og „Skæbnebæltet“ med
Benjamin Christensen som debutant? Her, og hos et af
de andre smaa selskaber, vandt han sine første erfarin
ger om den kunst, han senere skattede saa mønstergyl
digt til. Inden verdenskrigen rystede han den danske