Det københavnske Hollywood
657
i disse dage været opført en hel cirkus, og Dinesen er
under almindeligt bifald styrtet ned fra cirkuskuplen,
forbi trapezen, hvor fru Buemann skulle gribe ham, og
ned i manegen, hvor han har slaaet sig ihjel. — Der slut
tes: Rimeligvis vil stykket paa grund af sit særlige emne
egne sig udmærket til eksport, og Herman Bang vil blive
endnu mere berømt i udlandet, end han er. —
Hvis den blev kørt nu, vil den naturligvis virke saare
primitiv — hvordan kan det ogsaa være andet, da som
bekendt filmens udvikling siden 1911 har haft syvmile
støvler paa — men alligevel: en scene som den, hvor
artisterne flyver med brændende fakler, kunne dog vist
øve en vis virkning ogsaa i dag. Dengang hed det ekstatisk
i pressen: Nu kan den fotografiske kunst næppe naa
højere! I det paa biografer rekordfattige Afrika var den
blevet vist med sukces — og altsaa overalt paa kloden,
da den i 1913 vendte tilbage til en re-premiere i Køben
havn, og Rosenbaum havde oven i købet i mellemtiden
lavet en fortsættelse af den tragiske historie, der ogsaa
hvervede sig publikum.
I et af filmfagbladene, der for længst er sunket i jor
den, hed det, at „filmpionererne maatte have „De fire
djævle“ for øje, naar de brød nye veje for den nye
kunst“. Historien blev senere indspillet af Sandberg i
Berlin og af Murnau i Hollywood.
I 1912 og 13 begynder filmsselskaberne at yngle med
næsten tropisk voldsomhed. En overgang var Køben
havns omegn velsignet med 13 firmaer, hvoraf flertallet
kun holder en enkelt sæson. Og det meste, der produce
redes, gør man rigtigst i at fortie. Det er samlebaands-
kunst skabt af kunstnerisk uformuende mennesker, der
blot havde forvildet sig ind i et ønsket „guldland“, som
slet ikke eksisterede. Der skulle alligevel mere til at lave
film end et kamera og en haandfuld forstadsskuespillere.
Men der er alligevel, i floden af danske film fra de
42




