668 / 795
656
Arnold Hending
gæstespillede hun — nu som
filmens Duse,
i den delvis
mislykkede „Mod lyset“ og var dermed færdig med
dansk film.
En enkelt panorering tilbage: I en anmeldelse af „Af
grunden“ hed det, og man ser, at høj stemte superlativer
ikke just kan paralysere de implicerede: Heltinden er
en lille forældreløs pige, temperamentsfuld og med uro
lige drømme og længsler flakkende gennem sin hjerne.
Hr. Dinesen er en sympatisk og troværdig elsker, og hr.
Reumert aabenbarer sig som en udmærket mimiker.
„Afgrunden“ bæres dog fortrinsvis af den unge frøken
Asta Nielsen. En apachedans, danset af Reumert og Asta
Nielsen skal alle se.
*
Og nu — indtil den første verdenskrig -—- oplever det
lille Danmark, lad os indkredse det og sige, det letvakte
København med forstæder — sin gyldentid for flokken
af filmens raske folk. Skulle man nævne en enkelt film,
der i denne periode slaar igennem, maa det vel blive
Herman Bangs „De fire djævle“, der fik premiere kort
efter digterens død i det fjerne, og siden henrev fem ver
densdeles publikum.
Manuskriptet til denne verdenstræffer — for det blev
den — var formet af de unge skuespillere Carl Rosen-
bauin og Svend Rindom — og noget af historiens impres
sionistiske stil var lykkeligt overført paa de meter, som
Alfred Lind fotograferede, og samtlige hovedskuespillere
enedes om at iscenesætte for det nye firma „Kinogra
fen“, der kort efter byggede atelier i Hellerup, det nuvæ
rende Palladium. „De fire djævle“ blev optaget under
aaben himmel paa Amager, og herude gav de unge kunst
nere sig med iver opgaven i vold, den at skildre artister
nes liv i dette mesterværk om kærlighedens og skin
sygens spil. Politiken bragte i juli 1911 en artikel om
filmens fødsel, og heri hed det: Ude paa Amager har der