663 / 795
Det københavnske Hollywood
651
teatrene ikke have dem, kan de komme ud til mig i
Valby —- vi har nu to store optagelsesteatre. Journalisten
spørger: Har De raad til at betale saadanne gager? — og
Olsen siger frygtløs: Vi har et større budget end alle de
københavnske teatre tilsammen. Vore daglige udgifter
er 3500 kroner. Nej, vi liar intet at frygte. Efterhaanden
vil alle teatrenes hovedkræfter gaa over til os, og det
bliver saa
vor
sag at spørge, hvorledes de (teatrene) vil
klare sig i fremtiden. —
Teatrene klarede sig — men som Ole Olsen forud-
sagde, at de store kunstnere ville søge filmen, saadan
kom det jo til at gaa. I 1910 filmer næsten alle de, der
havde syntes, at det at filme var at stige nedad: Johan
nes og Adam Poulsen i Thomas P. Krags „Et gensyn“,
Martinius Nielsen i „Kean“, Clara Wieth i „Elskovsleg“
i selve Herman Bangs iscenesættelse, Valdemar Psilander
debuterer i Oscar Wildes „Dorian Grays billede“, Asta
Nielsen i „Afgrunden“ — Peter Fjelstrup ses i „Amatør
tyven“ og Oda Nielsen i „Madame X“. Og endelig produ
cerer man i Valby (og Helsingør) William Shakespeares
„Hamlet“.
Bare denne buket af nævnte film og kunstnere, og
bemærk ogsaa forfatterne, er jo som festklange til det,
der skulle komme, medens kunsten, denne lysende blan
ding af aand og teknik, skulle fuldbyrdes i en langsom
skabelsesproces. København er den nordiske films hoved
stad, det er her, det store felttog sættes igang, selv om
det ryster staden, at man sender den aarhusianske „Den
lille hornblæser“ herover med Christel Holch, og lan
cerer Aage Fønss som konge i „En helt fra 64“, der begge
er træffere med kø-vifter foran de teatre, der spiller disse
nationale udfoldelser.
Det gaar den jydske slavehandlerfilm paa samme
maade. Den tromler et præsentabelt antal af andre dan
ske film ned — men ansporer ogsaa marskallerne i