660 / 795
Arnold Hending
aar er optagelserne oppe paa 83 numre. Man er endnu
i ,.barberinanuskripterne“s lidet aandfulde vold — men
en kursændring er umiskendelig. Nu filmer baade Pe-
trine Sonne, Holger-Madsen, Holger Rasmussen og Oscar
Stribolt — ligesom metermaalet paa en film er øget, og
i et glimt dukker Johannes Meyer og Agnes Thorberg-
Wieth frem paa valpladsen, oven i købet i en digters
værk — Sophus Michaélis’ „Revolutionsbryllup“. Kun
sten forbereder — i al beskedenhed — en fanfare.
Ole Olsen er endnu et stykke tid ene paa det hjemlige
marked, og han øser med veloplagthed sin underholdning
ud over landene. Man er mindre litterær end tidligere,
men det spores, at man gaar omhyggeligere til værks
med produktionen. Man har allerede gjort erfaringer.
Men noget egentlig kunstnerisk arbejde synes ikke at
være stablet paa benene i det nu rejste første atelier,
bortset fra Michaélis’ manuskript, hvis muligheder for
en storfilm tiden ikke var moden til at kunne honorere
fyldestgørende. Der filmes paa livet løs. Man hasper
Dr. Nicola af i flere omgange, drejer Nat Pinkerton og
en saa solid træffer som „En kvinde af folket“ — og
en anelse af værdi fornemmes vel egentlig kun i den 308
meter lange „Paul Vangs skæbne“ med Elith Pio i løfte
rig udfoldelse.
I en bagatel „Droske 519“ debuterer August Blom, den
mand, der faa aar senere skulle blive firmaets toneangi
vende instruktør og kunstneriske chef.
Det mest generende for os, der filmede saa ofte paa
fremmede omraader, siger Blom i et interview, var dog
horderne af nysgerrige, der kom med tilraab og stem
ningsødelæggende bemærkninger. Det
kunne
ogsaa være
svært at gribes, naar man i en slavehandlerfilm move
rede sig i en kolonihave i Valby.
At det var forfærdeligt at se sig selv paa film, har jeg
ikke været ene om at berette, men værre var det — alt-