Det københavnske Hollywood
645
publicity ved at blive forbudt af Alberti, og saa naturlig
vis ogsaa fordi den skildrede en safari. Løver var endnu
ikke blevet daglig kost paa det hvide tæppe. I dag kan
vi sagtens smile overbærende, naar vi tænker paa taller
kenøen Elleore og de paa øen anbragte „afrikanske“
palmer, men dengang var slig en gestus noget sensa
tionelt og pirrende. Den solgtes i 259 kopier!
Den gamle løvehistorie, der er bevaret omtrent i sin
fulde længde, vil, hvis den køres i dag, berede publi
kum et saa overraskende syn som en søgaaende løve! Da
løvejæger Larsen ramte løve nummer 2, sprang den ud
i fjorden! hvilket vel tør siges at være et zoologisk fæ
nomen. Derude i bølgerne fik det stolte dyr det dræbende
skud.
Og da nu justitsministeren havde forbudt filmens op
tagelse — et forbud, Ole Olsen trodsede -— og derpaa
forbød dens fremvisning, skete der det, at danskeren lod
„Løvejagten“ have ur-premiere i Malino — og hertil val
fartede saa hans landsmænd.
Det er ganske interessant at finde de gamle aviser
frem og se, hvor sparsomt man i hine tider omtalte de
levende billeder. Selvfølgelig var der ikke det, man for-
staar ved anmeldelser af biografernes hastigt skiftende
repertoire — de kom i grunden først op i tyverne —
men nu og da beskæftiger pressen sig dog alligevel med
den unge og lukrative industri.
Da „Under enevælden“ drejes, hedder det et sted: Et
langt optog af lukkede drosker kom kørende, og ud af
dem myldrede nogle besynderlige karnevalsklædte damer
og herrer, drabelige riddere i vams og med sværd ved
lænd, skønjomfruer i brogede dragter — det mærkelige
selskab forsvandt i en slotsgaard, hvor man lidt efter lidt
blev vidne til en hel lille komedie. Der blev ageret og
arrangeret og skudt med geværer. Snart var man i haven,
snart paa vindebroen, snart atter i slotsgaarden. Men sta




