661 / 795
Det københavnske Hollywood
649
saa i mine senere aar paa Nordisk — baade at skulle
gennemlæse manuskripter, iscenesætte og udbetale for
skud ! Mange af os arbejdede i døgndrift. — Men det
glædede naturligvis os pionerer at se vore film gøre ero
bringer og oven i købet vinde gehør i pressen. Sporadisk
kom der smaa anmeldelser. I mange aar gemte jeg nogle
af disse fjerne skrivelser fra 1909—10, da det hele egent
lig tog form. I det engelske blad „The Stage“ var der
bl. a. en længere artikel om „Den graa dame“, jeg vist
nok medvirkede i som politibetjent. Der stod: Hver be
givenhed i dette billede er ypperligt udført, og det vil
gribe alle, som ser det. —
Det er 1000 aar siden. Det var i 1910.
Nu synes det, som om
alle
har opdaget det filmiske
Klondyke. Nordisk sætter produktionen i vejret og faar
præsteret 118 film — maaske ogsaa animeret til stordrift
af et par opdukkende konkurrenter. Den mest emsige er
Søren Nielsen, der kommer fra markederne med et hjerte
af gidd, men uden gran af interesse for kunsten. Film
er metervarer. Basta! Vel er han den, der, efter valby-
matadoren, laver flest folkelige sager, men urovarslerne
lyder mere faretruende fra Aarhus, hvor man fabrikerer
slagnumre, og fra selskabet „Regia“ paa strøget, der
knytter en række sceniske idoler til deres virksomhed
— men alligevel er det det, der strømmer fra Hollywood
bag Valby Bakke, som fænger i alle de riger og lande.
Det danske marked synes heller ikke nu at spille nogen
synderlig rolle for Nordisk. Fabian er datidens danske
Chaplin. Han sendes ud i serier og gør lykke, et par om
gange Sherlock Holmes stimulerer salget paa det store
marked, og de saakaldte „kunstfilm“ som f. eks. „Sam
vittighedens stemme“ øger firmaets ry. Man studser end
og i bladene. Thi en film som den nævnte spilledes
ude
lukkende
af kunstnere fra Det kgl. Teater. Sligt var ikke
hverdagskost i 1910.