662 / 795
650
Arnold Hending'
Det var netop i disse dage, de københavnske teater
direktører officielt tilkendegav, at de ikke ønskede deres
skuespillere anvendt paa film. Kun nationalscenen saa
stort paa sagen. Nu hed det i ny-indgaaede kontrakter:
Kun de sceniske kunstnere, der er gagerede med under
2000 kroner, har tilladelse til at optræde hos konkur
renten! De andre maa indhente speciel tilladelse. I bladet
„Dannebrog“ hed det, at det jo netop var de skuespillere
paa
over 2000 kroner,
som publikum brød sig om at se!
Poul Reumert, der, medens striden stod paa, spillede
sin debutrolle i „Afgrunden“, siger i et interview: Jeg fik
i sin tid uden vanskelighed en saadan tilladelse af
direktør Lindstrøm, og han fortsætter: I hvert enkelt
tilfælde, hvor vi opfordres til at medvirke ved film-fore
tagender, maa vi spørge: Skader det, eller skader det
ikke? At gaa med til at lave konkurrence til os selv
ville være for taaheligt. Direktør Hjalmar Davidsen, der
financierede „Afgrunden“ og var direktør for bioen, der
spillede filmen, siger i samme blad, at teaterdirektører
nes stilling er et udslag af pæredansk stupiditet. Han
fortsætter: Thi sæt nu, at f. eks. folk netop ved at se
en bestemt kunstner i film, fik lyst til
ogsaa
at se ham
eller hende in natura. Det ville jo direkte
gavne
det paa
gældende teater.
I dette filmens første feberaar og tillige den unge
kunstarts maaske mest skelsættende — altsaa i 1910 —
hvor det naive og det banale paa en vis maade sang sin
svanesang, er det interessant at høre Ole Olsens bemærk
ninger til striden teater contra film. Olsen er fattet, da
journalisten kommer med spørgsmaalet om, hvad
han
vil gøre, og svarer: Jeg vil hede de paagældende kunst
nere og kunstnerinder om at komme ud og være hos
mig! Jeg engagerer dem ganske ligefrem; thi i længden
er det selvfølgelig billigere at have disse dyre kræfter
fast hele aaret eller pr. sæson end pr. optræden. Vil