AfMitLivsAarbøger

Ældre Kjøbenhavnere ville vistnok erindre,

at den Deel af Nørrefælled, som ligger Vest for

Aleen, nærmest bagved Jødernes Kirkegaard, var

som et lille Bjergland med dybe, gule Afgrunde

og høie Skrænter, almindelig bekjendt under

Navnet: « S a n d g r a v e n e » , fordi Staden fra

disse vilde Enemærker blev forsynet med Bro

læggersand.

I disse Sandgrave — og kun der — havde

Bogtrykkerne Tilladelse til at koge deres Fernis,

fordi denne Operation ikke var uden Fare.

Der standsede omsider Vognen, og medens

de tunge Blaser bleve løftede a f, vare vi

Drenge allerede ifærd med at grave dybe Huller

ned i Sandet, saa dybe, at en Blase kunde be

graves deri, hvis det skulde blive nødvendigt,

naar det kritiske Øieblik var forhaanden.

Naar saa Ildstederne flammede op omkring

de store Kobberkjedler, der var stillede paa Tre

fødder, og en lang Tid endnu vilde hengaa,

inden Olien kom i Kog, leirede vi os, som bedst

vi kunde, om Frokosten og endte med at lege.

Min gamle Fader gik selv omkring B la

serne, for at iagttage det Øieblik, naar Olien

kom i Kog. Naar dette nærmede sig, bleve de

svære Kobberlaag kilede fastere og fastere med

store Jernstænger, hvori Blasen tillige kunde