25 / 308
20
løftes af og paa Trefoden, og nu kunde Situa
tionen undertiden blive saa alvorlig, at den endog
var livsfarlig, naar det nemlig kunde befrygtes,
at den kogende Olie kunde gjøre sig fri, trods
alle Jernbolte, eller at den kunde bore sine
gloende hede Straaler ud igjennem en eller
anden lille Aabning paa Blasen.
Naar Sligt
undertiden indtraf, hørte der Mod til at nærme
sig det ildsprudende Uhyre, og jeg sad da mangen
Gang i stor Angst for min kjære Fader, der
mere end nogen Anden udsatte sig, naar Blasen
maatte løftes fra Ildstedet og sænkes ned i et
af de omtalte dybe Sandhuller for at afkjøles.
Var den vel dernede i Hullet, saa kom vi Andre
til, hver med sin Spade, for at begrave den
dybt under Sandet, og selv naar dette var gjort,
var man ikke sikker paa, at en fin, rygende
Straale af brændende Olie jo endnu kunde bore
sig frem igjennem Sandet.
Naar Alt saa igjen var roligt, blev Blasen
taget op, og imedens Olien stod i Kog paa
Ilden, blev Laaget taget af, for at Fernisen
kunde prøves, om den havde den rette Styrke.
Da skete det — om det var en Ceremoni, eller
om det var for at borttage Fedme fra den ko
gende Olie — at vi med lange, hvide Pinde dyppede
Skiver af Hvedebrød ned i Olien, og disse Olie