275 / 308
270
lerne stolprede imellem Huller og store Steen.
Fodgængerne vare allerede distancerede.
Under alt dette pidskede de graa Skyer mig
med vaade Svøber i Ansigtet, og da jeg havde
søgt Ly under min store Kappe og ikke gav Agt
paa Æslet, bragte et Hul i Veien det til at
snuble.
Jeg, som ikke kunde gribe for mig,
styrtede paa Hovedet ud over Æslets Hals og
blev liggende, indtil Mariana kom løbende til
med et Skrig og trillede mig ud af min lange
Kappe.
Ernesto var langt forud og ude af Syne.
Da vi igjen mødtes, kom han mig jamrende
imøde. Det var gaaet ham omtrent som mig.
Saaledes ankom vi henimod Middag til en
af de usleste Byer, jeg vel har seet, en By med
det prægtige Navn Sala di Partenico.
I et Vertshuus, som var indrettet for Æsler,
fandt vi dog midlertidigt Ly mod Regnen.
Det
var kun et stort, brolagt Kammer, som, saavidt
et tykt Slør af Spindelvæv vilde tillade det, op
lystes af et eneste lille Vindue. Loftet var Bag
siden af Tagstenene.
To lykkeligere Rejsende, en polsk Greve og