276 / 308
271
hans Tjener, havde allerede besat de to Træstole,
som var Husets eneste Ameublement.
Her indhentedes vi af de tre trætte Fod
gængere og hilsedes gjensidigt med en Skogger
latter, ved at see denne fælles Elendighed.
Vertinden, som lignede alt det Øvrige, til
bød os Æg, Viin og Brød, men hun skulde først
ud at kjøbe det; kun udbad hun sig Betalingen
forud, da hun ikke kunde staa i Forskud.
Der blev altsaa skillinget sammen , men
Ernesto, som var velbevandret i slige Situationer,
gik selv ud for at søge, hvad han kunde finde.
Midt paa Steengulvet lavede vi os nu et
Baal af Qvas, og da dette ikke var tilstrækkeligt,
fik vi adskillige af Byens Drenge til at forsyne
os med gamle Lægter og Sligt formodentlig fra
Naboens Plankeværk.
Da Baalet endelig var kommet i Flamme,
søgte hver sig en Plads, hvor han kunde finde
den. Hist sad En, som paa en lang Kjep holdt
sine vaade Strømper over Ilden, her en Anden,
som vred Vandet af sine Frakkeærmer, rundt om
var der opstillet Pinde som Geværer ved en
Vagtild; Skjorter, Beenklæder o. s. v. vare ud
spilede derpaa, medens Samtlige, saa godt som
nøgne, vederqvægede sig i den velgjørende Varme.