278 / 308
273
Lidt efter lidt forsvandt ethvert Spor af
menneskelig Kunst og Industri — Høiene og
Dalene syntes ganske at have glemt det romer
ske Plovjern.
Et saameget mere overraskende Syn var det
altsaa, da vi pludselig, i en Afstand, øinede et
a f Kunstens skjønne Spor, Templet i Segesta.
Henimod Middag nærmede vi os det stille,
mennesketomme Sted, hvor Segesta, for Aar-
tusinder siden, stod som en af Siciliens mægtigste
Stæder, og hvor nu Ruinerne af et Tempel og et
Amphitheater i saa lang Tid havde overlevet den
Tidsalder, hvortil de høre.
Op og ned vandrede vi imellem Søileræk-
kerne, eller hvilede paa Templets Fodstykker.
Efterat have redet paa Æsler i to Dage,
blev det os nu en Hvile at vandre tilfods over
disse skjønne Sletter.
En Time før Solens Nedgang naaede vi en
lille By, Salemi, hvor Mariana ubemærket skyndte
sig at faae Æslerne afpakkede, for at nøde os
til at blive her Natten over.
Det Rum, man anviste os, var ikke til at
lukke ved nogen Dør ud til Kjøkkenet, saa at vi
ikke begge turde forlade Huset.
1 8