277 / 308
272
Endelig kom Konen med det bestilte Ind-
kjøb. Alle laabte i Munden paa hinanden for
at faae de Æ g , den Viin, det Brød, han havde
bestilt — kun Ernesto sad stille i en Krog paa
Gulvet med et gammelt Leerfad paa Skjødet,
hvori han tilberedte sig en Salat, som han havde
vidst at skaffe sig.
Da Maaltidet var tilende og Klæderne nogen
lunde tørre, lavede vi os til Afreisen.
Over jevne Høider og rigt bevoxede Marker
naaede vi, nu og da igjennem smaa Bække, til
Alcamo.
Da vi nærmede os Byen, mødte vi en Mand
i sort Kjole, som præsenterede sig som Byens
Præst og Vertshuusholder og anbefalede sig i
sidste Egenskab.
Vi fik der et nogenlunde godt Logis, og da
vi ikke vare kræsne, var ogsaa Aftens Maaltidet
upaaklageligt.
Derimod var Regningen , han
bragte næste Morgen, ikke saa christelig, at vi
jo for Fremtiden foretrak at tage ind hos Gjest-
givere, som ikke vare Præster.
Efter en kold Morgenstund lod vi os ret
gjennemvarme af Solen paa de udyrkede Marker,
som vi Ira Alcamo vandrede over, næsten uden
Vei eller Sti.